Dual boot: Windows og Linux

Denne guide er til dig der har en travl hverdag og alligevel ønsker at skifte fra Windows til Linux. Den gennemgår opgave for opgave – som kan puttes ind imellem andre hverdags aktiviteter – hvordan du med dual boot får det bedste fra to verdener. At du fortsat kan starte Windows op som hidtil og også kan starte Linux op. At du imens du fortsætter dit liv og bruger Windows også kan snuse til Linux, når hverdagens aktiviteter tillader det. Din computer bliver med andre ord til “to computere i en computer”. Nogle opgave vil være information, andre noget du skal gøre. Målet er selvfølgelig at skifte fra Windows til Linux – med tiden. Det sker bare langsomt og i små bider, så det bliver en langsom omstilling, ikke en revolution hvor alt er nyt. Under hele processen og efter hver opgave er fuldført, der kan du fortsat starte din computer op som en Windows computer og gøre det du plejer.

Hverdag: Din computer, når den starter op fra Windows

Opdagelsesrejse: Din computer, når den starter op fra Linux

Åben guiden på din telefon ved at rette kameraet mod QR koden, så du har guiden åben på din telefon uanset hvad du foretager dig på din computer.

Opgave 1: Undersøg om der er harddisk plads nok til dual boot

Åben Stifinder og klik på “Denne pc” nederst til venstre:

Windows og brugerdata fylder i dette eksempel 69 GB. Halveres harddisken til Windows og Linux, så bliver der 238 GB til hver. I Windows vil det give 169 GB til fremtidige brugerdata og opdateringer, og det er okay. I Linux vil det give 218 GB til fremtidige brugerdata og opdateringer, da Linux maksimalt fylder 20 GB, og det er også okay. Konklusionen er at denne computer kan benyttes til dual boot.

Opgave 2: Benytter du Windows 11 Pro og BitLocker

De fleste private brugere af Windows 11 benytter Windows 11 Home og de kan bare fortsætte til næste opgave. Tjek om du bruger Pro versionen.

1. Klik på søgefelt og søg på version.

2. Vælg “System, Kontrolpanel”.

3. Rul ned til “Windows-specifikationer”.

4. Hvis der står “Windows 11 Pro” ud for “Udgave”, så skal du tjekke om du også benytter Bitlocker.

Hvis du benytter BitLocker, fuld disk kryptering, så skal du slå det fra. Under installationen af Linux skal installationen ændre størrelsen af den del som Windows bruger af harddisken, så der blive plads til Linux. Det kan den ikke få adgang til hvis harddisken er krypteret med BitLocker.

1. Åben Stifinder.

2. Klik på “Denne pc”.

3. Højreklik på “Lokal disk (C:)”.

4. Hvis der i menuen står “Slå Bitlocker til”, så er Bitlocker slået fra og du kan fortsætte til næste opgave.

5. Hvis der derimod står “Administrer Bitlocker”, så vælg denne mulighed.

6. Vælg: “Slå Bitlocker fra” > “Slå Bitlocker fra”

7. Afvent at BitLocker slås fra. Det kan tage tid afhængig af harddiskens størrelse.

8. Nu kan du så fortsætte til næste opgave.

Opgave 3: Køb en USB nøgle til installation af Linux

USB nøglen behøver kun at være på 8 GB. Hos Proshop kan du fx købe en USB nøgle på 8 GB for 41 kr. Den må godt være større. Alternativt kan du også tjekke Elgiganten eller Power.

Opgave 4: Hvad  er Linux?

Linux er et operativ system ligesom Windows og MacOS. Linux er det operativ system som bogstavlig talt holder det meste af verdens digitale infrastruktur kørende. Hvis du fx har en internetforbindelse med en WiFi router, så kører denne router med stor sandsynlighed Linux. Denne hjemmeside er hostet hos one.com og webserveren som levere den til din browser kører også Linux.

Linux er i grund og bund en kerne, som  er “motoren” i operativ systemet Linux. Den er udgivet under en licens, der betyder at alle må bruge den og ingen må tjene penge på at sælge den. Til gengæld må alle tjene penge på at yde service og support i forbindelse med at bruge Linux kernen.

Opgave 5: Hvad er en grafisk brugerflade?

Linux kernen styres som udgangspunkt fra en kommandolinje med en blikkende cursor. Det er ikke særlig tilgængeligt og slet ikke pædagogisk, så derfor lægges der til almindelige brugere af Linux en grafisk brugerflade oven på Linux kernen. Det er her et skrivebord, menuer, klik med musen med meget mere kommer i spil, som de fleste af os meget nemmere kan bruge. Selvfølgelig er det afhængig af hvor godt denne grafiske brugerfladet er designet.

Opgave 6: Hvad er en distribution?

Windows og MacOS har en snore lige udviklingshistorie, hvor den nye version følger efter den forrige version på en lige linje. Fx Windows 11 efter Windows 10. Sådan er det så ikke i Linux. Linux kernen er den samme, men den grafisk brugerflade har udviklet sig i mange retninger. Udover nogle få gamle distributioner som har været med fra starten, da Linux kernen blev frigivet, så er der andre som er uddøet og andre som er blevet født med tiden. Det er denne jungle som der skal navigeres i, når der vælges en distribution. Udover om selve distributionen virker tilgængelig med hensyn til brugervenlighed, så er en god tommelfingerregel at det er værd at kigge på hvor længe der er blevet udviklet på en distribution, hvor stabilt den bliver opdateret og ikke mindst hvordan udviklingen af den bliver finansieret.

Ud fra denne tommelfingerregel har jeg valgt at bruge Linux distributionen Ubuntu i denne guide. Med fare for at blive hjemsøgt af diverse tilhængere af andre distributioner. Og ja, valget af distribution er endnu et område af livet som nogle mennesker har formået at gøre til en religion. Fred være med dem og deres distribution. Vi er alle glade brugere af Linux kernen.

Opgave 7: Hvad betyder Ubuntu?

Kilde: wordnik.com/words/ubuntu

Opgave 8: Download en installationsfil til Ubuntu

Denne opgave udføres bedst på en hurtig internetforbindelse, da filen der skal downloades er på 5,9 GB. Og helst ikke på mobilinternet (via mobiltelefon eller 4G/5G modem), da der ofte er en begrænsning på download og upload (fair use grænse) på en sådan forbindelse. Besøg evt. en cafe og tjek hvor hurtig deres internetforbindelse er med speedtest.net. Gå efter over 50 Mbit/s. Ved 50 Mbit/s tager det 20-25 minutter at download Ubuntu installationsfil.

Åben ubuntu.com > “Download Ubuntu” > “Download Ubuntu Desktop” > “Download”

Desktop er et andet navn for en grafisk brugerflade. Uden en desktop vil du blot få en Ubuntu med en kommandolinje og en blikkende cursor. Som du kan se, så fylder Ubuntu installationsfil 5,9 GB. I udpakket version fylder den 6,3 GB, og kan fint være på en USB nøgle med plads til 8 GB.

Opgave 9: Download Rufus

For at lægge Ubuntu installationsfil ud på din USB nøgle, så skal du bruge et lille program der hedder Rufus. Efter at disse seks punkter er gennemført, så har du en USB nøgle som kan bruges til at installere Ubuntu med på din computer.

1. Åben webstedet rufus.ie i din browser og rul ned til ”HENT”. Klik på rufus-x.xxp.exe for at download Rufus. x.xx er den nyeste version af Rufus og p betyder at det er den portable Rufus, som kun køres en gang og ikke bliver installeret.

2. Indsæt din USB nøgle i din computer.

3. Åben Stifinder og naviger til mappen ”Overførsler”, hvor både Ubuntu installationsfil og Rufus kørbare fil befinder sig.

4. Dobbeltklik på Rufus. Klik på ”Ja” til ”Vil du tillade, at denne app foretager ændringer på din enhed?”. Klik på ”Nej” til ”Giver du tilladelse til at Rufus søger efter opdateringer online?”. Du har netop downloadet den nyeste version af Rufus, så denne internet adgang er ikke nødvendig.

5. Øverst under ”Enhed” i Rufus skulle du gerne se din USB nøgle med navn og størrelse. Klik på ”VALG” og naviger frem til mappen ”Overførsler”, så du kan vælge Ubuntu installationsfil og klikke på ”Åbn”. Du har nu valgt kilde (Ubuntu installationsfil) og destination (USB nøgle).

6. Klik på ”START” og dernæst ”OK”. Afvent at Rufus lægger Ubuntu installationsfil ud på din USB nøgle. Når der står ”Klar” i den grønne bjælke nederst er processen fuldført. Luk så Rufus.

Opgave 10: Hvordan starter du op fra din USB nøglen?

Når din computer starter op, så tjekker den Boot Menu for at få at vide hvad den skal starte op. Først og øverst på Boot Menu står der “Windows Boot Manager”, som din computer så vælger. “Windows Boot Manager” starter som navnet antyder så Windows op fra den internet harddisk i din computer.

For at starte din computer op og få adgang til Boot Menu for at vælge at starte op fra din USB nøgle, så kræver det at du trykker på en bestemt tast under opstart, når din computers producents logo vises.

Hvis det fx er en Lenovo computer, så er det her at du skal trykke på F12 igen og igen for at få adgang til Boot Menu.

På denne liste kan du finde den tast du skal trykke på for at komme ind i Boot Menu for netop din computers model og producent: disk-image.com/faq-bootmenu.htm

Nogle gange – og specielt hvis Secure Boot er slået til – så skal du starte Windows helt op og vælge at genstarte din computer, for at få mulighed for at trykke på den tast som giver adgang til Boot Menu.

Dette er et eksempel på en enkel og pæn Boot Menu. De findes i mange varianter og nogle af dem er ikke særlig overskuelige. Øverst ser du som nævnt “Windows Boot Manager” og lige under en USB nøgle. Naviger med pil op og ned til din USB nøgle og tryk Enter for at starte op fra den. Hvis du vælger forkert, så vil opstarten blot fejle og din computer vender tilbage til Boot Menu.

Opgave 11: Start op fra USB nøglen med Ubuntu og installer Ubuntu

Denne opgave tager længere tid. Det er også en god ide at du sætter opladeren til din computer, så du er sikker på at den ikke lukker ned mit i installationen. Ubuntus installationsprocessen kræver ikke at du er ved computeren hele tiden. Den venter blot på at du kommer tilbage, for at sende den videre til næste trin.

Før du går i gang, så vælg et brugernavn og en stærk adgangskode. Du kan fint vælge fx “User” som brugernavn. Det er kun i virksomheder med mange computere at der er brug for at dit fulde navn er dit brugernavn. Din adgangskode kommer til at give dig adgang til din bruger i Ubuntu og den kan ændres senere hvis du ønsker det.

Vigtig: Ved første opstart af Windows efter installationen af Ubuntu med dual boot, så får du muligvis brug for at kunne åbne den e-mail som er knyttet til din Microsoft konto. Læs punkt 21 til 29 i den følge guide før du starter installationen, så du er forberedt på hvorfor.

1. Indsæt USB nøglen.

2. Start eller genstart Windows for at komme ind i Boot Menu.

3. Vælg at din computer skal starte op fra USB nøglen.

4. Afvent at installationsprocessen starter.

5. Vælg sprog og klik på “Næste”.

6. Klik på “Næst” med mindre du vil benytte “Tilgængelighed i Ubuntu”.

7. Hvis “Dansk” er valgt, så klik “Næste”

8. Du behøver ikke oprette forbindelse til internettet, det er kun for at kunne hente opdateringer, så klik på “Næste”. Vi opretter forbindelse til internettet senere og tjekker for opdateringer.

9. Vælg “Installer Ubuntu” og klik på “Næste”. Den anden mulighed er en mulighed for at prøve Ubuntu i live mode, som kun kører fra USB nøglen.

10. Vælg “Interaktiv installation” og klik på “Næste”. Den anden mulighed benytter et script til automatisk installation og opsætning. Det er til virksomheder med en IT afdeling.

11. Vælg “Standardudvalg” og klik på “Næste”. Den ekstre software som du får brug for kan vi senere installere. Fx kan vi installere OnlyOffice i stedet for LibreOffice, som meget bedre tackler overgangen fra at benytte Microsoft Office.

12. Vælg “Installer tredjepartssoftware til grafik wi-fi hardware” til og klik på “Næste”.

13. Vælg “Installer Ubuntu ved siden af Windows Boot Manager” og klik på “Næste”. Det er her du vælger at benytte dual boot og at du dermed kan starte op fra både Windows og Ubuntu.

14. Indstil fordelingen af harddisken (med indtastning af tal, ikke den flytbare bar), så Ubuntu får ca. halvdelen. I mit tilfælde blev det 238 GB til Ubuntu og 240,2 GB til Windows. Klik på “Næste”.

15. Indtast dit visnings navn (fx “User”), din computers navn (fx “laptop”), dit brugernavn (“fx “user”) og din adgangskode to gange. Klik på “Næste”.

16. Klik på Danmark på kortet, så placeringen bliver “Copenhagen” og tidszonen “Europa/Copenhagen”. Klik på “Næste”.

17. Der ´bliver nu vist en oversigt over dine valg. Klik på “Installer”.

18. Afvent at installationen af Ubuntu gennemføres. Den tager ca. 3-5 minutter.

19. Klik på “Genstart”.

20. Når der på en sort skærm står “Please remove the installation medium, then press ENTER”, så træk USB nøgle ud og tryk “Enter”.

21. Hvis du intet gør under opstarten, så vil det være Ubuntu der starter op. Hvis du i stedet for vil starte Windows op, så skal du i denne menu undervejs i opstarten med med pil ned og tryk på “Enter” vælge “Windows Boot Manager”.

22. Den første gang du starter Windows op, så sørg for at være i nærheden af et WiFi som Windows før har været forbundet til. Hvis log ind i Windows fejler, så skal Windows nemlig kunne komme online og give dig mulighed for at nulstille dit log ind. Nedenstående eksempel fortæller hvorfor dette kan blive aktuelt.

23. Første gang du starter Windows op efter have installeret Ubuntu med dual boot, så kan Windows finde på at mene at noget gik galt a la “pinkode er ikke tilgængelig”.

24. Klik på “Konfigurer min pinkode”. Måske skal du endda gøre det to gange.

25. Klik på “Send kode” for at få tilsendt en kode til den e-mail, som er knyttet til din Microsoft konto.

26. Tjek din e-mail for en kode, indtast den og tryk Enter.

27. Klik på “Fortsæt”.

28. Indtast din pinkode to gange, du kan godt bruge den samme, og klik på “OK”.

29. Så er du logget ind i din Windows. Næste gang du starter Windows op vil du ikke opleve dette problem.

Opgave 12: Første opstart af Ubuntu

1. Tryk på powerknappen. Du behøver ikke gøre yderligere for at det er Ubuntu der starter op.

2. Når den ene bruger der er af Ubuntu, fx “User”, vises, så tryk “Enter”.

3. Indtast din adgangskode.

4. Ved første opstart kommer der en velkomst dialogboks.

5. Klik på “Next”.

6. Klik på “Skip”. Det der tilbydes er at tilmelde din Ubuntu til ekstra sikkerheds opdatering ved hjælp af Ubuntu Pro. Som privatperson kan du gratis oprette en Ubuntu Pro konto og bruge denne til 5 computere. Det er en god ide at gøre, men kan gøres senere når du har fået fodfæste i Ubuntu.

7. Vælg “No, don’t share system data”. Klik på “Next”.

8. Klik på “Finish”.

9. Klik på batteri ikonet i øverste højre hjørne.

10. Klik på pilen ud for Wi-Fi.

11. Vælg dit WiFi eller klik på “All network” for at få vist flere.

12. Indtast adgangskoden til dit WiFi.

13. Samme sted som batteri ikonet kan du nu se at Ubuntu er tilsluttet WiFi.

14. Klik på det orange, firkantede ikon med et A i docken i venstre side. Vi tager en rundtur i den grafiske brugerflade senere.

15. Dette er “App Center” som du kan installere nye programmer fra og fjerne allerede installerede programmer i.

16. Klik på “Håndter” nederst til venstre for at kigge efter opdateringer.

17. Der er typisk 5 opdateringer til en ny Ubuntu. Klik på “Opdater alle”.

18. Indtast din log ind adgangskode, som også er din root / administrator adgangskode, for at tillade installationen af opdateringerne og tryk “Enter”.

19. Nu er din Ubuntu opdateret. Ubuntu vil komme med en dialogboks, når der er nye opdateringer. Ved opdateringer til Linux kernen og firmware vil det også efterfølgende kræve en genstart.

20. Så er du i gang med at bruge Ubuntu. Det må så være nok for denne gang. Flere guides følger til hvad der er rart at lære at kende som ny bruger af Ubuntu og hvordan overgangen fra Windows til Ubuntu kan gøres nemmere.

21. Klik på batteri ikonet og klik på power ikonet Φ for at lukke Ubuntu ned,  vælg “Power Off” to gange i træk.

Opgave 13: Overblik over den grafiske brugerflade

Dette er dit skrivebord i Ubuntu. Den grafiske brugerflade som i Ubuntu har lagt oven på Linux kernen.

Øverste venstre hjørne: Den aflange hvide knap giver med et klik adgang til en oversigt over det nuværende og næste virtuelle skrivebord. De virtuelle skriveborde giver dig mulighed for at placere programmer du bruger i forbindelse med opgave på sit eget virtuelle skrivebord. Ikke permanent, men som en virtuel udgave af en arbejdsplads med flere skærme. Fx kan du arbejde på det første virtuelle skrivebord og så have en chat eller din e-mail åben på det andet virtuelle skrivebord. Prøv det og find ud af om det fungere for dig.

Ude til venstre: Her finder du det der kaldes docken, der indeholder de program som du har valgt som favoritter. I realiteten dem du helt lavpraktisk bruger mest. Holder du musen henover et programikon i docken, så får du vist programmets navn. Højreklikker du på et programikon i docken, så kan du vælge at fjerne dette som en del af favoritter.

Nederst til venstre: Det runde hvide ikon står for “Vis programmer” og giver adgang til alle de programmer som ikke vises i docken. Hvis du højreklikker på et programikon i “Vis programmer”, så får du mulighed for at tilføje programmet til docken, til favoritområdet.

Øverst til højre: Som tidligere beskrevet så finder du forbindelser, fx WiFi, og power funktioner, sluk og genstart, i dette hjørne. Du finder også et tandhjul ikon, som åbner indstillinger. Indstillinger kan du med fordel tage en rundtur i, da du her kan tilpasse din grafisk brugerflade. Fx kan du justere størrelsen af ikonerne i docken og dermed breden af docken under “Ubuntu-skrivebord”. Indstillinger finder du også som ikon under “Vis programmer”.

Opgave 14: Installation af et program – OnlyOffice

OnlyOffice er den kontorpakke til Linux, som bedst tackler de dokumenter du vil tage med dig fra Microsoft Office i Windows.

1. Åben “App Center” (det orange, forkantede ikon med et A).

2. Klik på søgefeltet øverst (“Søg efter programmer”).

3. Indtast onlyoffice.

4. Vælg “ONLYOFFICE Desktop Edition”.

5. Klik på “Installer”.

6. Indtast din root / administrator adgangskode (den samme adgangskode som din log ind adgangskode) og tryk Enter.

7. Afvent at download og installation gennemføres.

8. Når der står “Åbn”, så er installationen færdig. Luk “App Center”.

9. Åben “Vis programmer” i nederst venstre hjørne.

10. Klik på programikonet “ONLYOFFICE”.

11. Vælg hvilke slags dokument du vil arbejde med. Fx Dokument.

12. Velkommen til Dokument, som kan oprette, åbne, redigere og gemme i Microsoft Word filformat .docx. Du vil en sjælden gang opleve nogle små forskelle i hvordan et dokument vises og er formateret mellem de to kontorpakker. OnlyOffice findes også til Windows, så du har mulighed for på et tidspunkt at droppe Microsoft Office 365 i Windows og i stedet for også benytte OnlyOffice der. OnlyOffice kan downloades fra onlyoffice.com/desktop.

Opgave 15: Andre nyttige programmer i Linux

Chrome Browser findes også til Linux og kan installeres ved klik på dette link. Dog vil jeg anbefale dig at skifte væk fra Chrome Browser, da den tilhører  og udgives af tech giganten Google, og i stedet for skifter til Firefox Browser. Hvis du har brug for Chrome Browser til fx streaming eller videomøder, hvor Firefox Browser godt kan være lidt tung at danse med, så vælg at installere open source udgaven af Chrome Browser som hedder Chromium Browser.  Chromium finder du i “App Center” sammen med Brave, Opera, Falkon, Colibri og Vivaldi.

KeePassXC er en open source password manager, som findes til både Windows og Linux, og som kan downloades med dette link. KeePassXC gemmer sin krypterede database lokalt på din computer, ikke i en eller anden sky. Hvis du stiller og rolig får samlet alle dine log ind i Windows i KeePassXC, så kan du med et snuptag overfører alle dine log ind til Linux. Flyt databasen fra Windows til Linux og du tager alle nøglerne til dit digitale kongerige med dig. Hvis du vil læse en guide til hvordan du kommer i gang med at bruge KeePassXC, så åben min guide “Tails OS guide til aktivister” og læs fra side 22 til 28.

GIMP (Gnu Image Manipulation Program) er et grafik program, som kan måle sig med Photoshop. Dog skal du lære det at kende for at det opleves som at have fået programmet Photoshop installeret. GIMP kan hentes i “App Center”. GIMP kan også downloades til Windows her, hvis du vil lave en glidende overgang mellem Windows og Linux i dit arbejde med billeder.

gPodder er et velfungerende podcast program til Linux, som kan hentes i “App Center”. gPodder findes også til Windows og kan downloades her. gPodder har en konto funktion via gpodder.net, som giver dig mulighed for at synkronisere din liste af podcast mellem Windows og Linux.

Liferea er en velfungerende RSS Reader, der kan bruges til på en afslappet måde at hente nyhedsfeed, fx fra DR, opdateringer fra hjemmesider, fx fra OpSec45 og Cybernauterne, og meget andet.

Mozilla Thunderbird (søg efter thunderbird i “App Center”) er en e-mail klient, som mere eller mindre kan erstatte Outlook. Mozilla Thunderbird findes også til Windows og kan downloades her. Og til Android og iPhone, hvis du vil gøre din håndtering af dine e-mails ensartet på tværs af dine forskellige enheder.

Programmer (og platforme) som Zoom, Discord, Slack, Telegram, WhatsApp, Element (Matrix), Signal Desktop, Spotify, Qobuz (fransk musiktjeneste, hvis du overvejer at skifte væk fra Spotify) og ProtonMail (+ProtonCalendar) finder du også i “App Center”.

Hvis du mangler et program, så gå ind under “Udforsk” i “App Center” og rul ned til “Kategorier”. Der vil du kunne filtrere din søgning i det væld af programmer som der tilbydes i “App Center”.

Opgave 16: De to bruger- og rettighedsniveauer i Linux

Da du installerede OnlyOffice indtastede du din root / administrator adgangskode og det giver mig anledning til at gennemgå de to bruger- og rettighedsniveauer som der findes i Linux. Når du logger ind i Ubuntu, så har du som udgangspunkt rettigheder som en desktop bruger, der kan starte programmer, gå på internettet og ændre indstillinger. I det øjeblik du fx vil installere, opdatere eller fjerne et program, så kræver det root / administrator rettigheder og du bliver bedt om at indtaste din adgangskode som root / administrator for at “ophøje” dig til root / administrator. “Ophøje” dig hvad angår dine rettigheder til at udføre disse system handlinger i Ubuntu. Det der godt kan give lidt forvirring i begyndelsen er at din log ind adgangskode som desktop bruger er den samme som din root / administrator adgangskode i Ubuntu. Grunden til at disse to bruger- og rettighedsniveauer findes er sikkerhed. Det at du fx skal indtaste din root / administrator adgangskode ved en installation gør dig opmærksom på at der er en installation i gang og giver dig mulighed for at stoppe den før den går igang.

Opgave 17: Fælles mappe mellem Windows og Linux

En nem måde at flytte filer frem og tilbage mellem Windows og Linux er at bruge en cloud. Fx en fil med eksport af bogmærker fra en browser. Der kan du fx benytte filen.io, som er tysk (og dermed inden for EU), end-to-end krypteret (sikker mht. privatliv) og billig. Deres gratis udgave giver adgang til 10 GB plads og giver dig mulighed for at teste deres apps såvel som deres webservice. 200 GB plads hos filen.io koster 15 kr/måned eller 149 kr/år.

Du kan også benytte synkronisering af en mappe med filen.io i både Windows og Linux. Dermed kan du have en ind- og udbakke begge steder og udveksle filer frem og tilbage nemt. Hvis du benytter password manageren KeePassXC i både Windows og Ubuntu, så kan du med fordel placere programmets database i en sådan fælles mappe. Det vil gøre at et nye log ind “flyder” automatisk frem og tilbage mellem Windows og Linux.

For nu at bruge lidt støvet mængdelærer fra folkeskolen, så bliver filen.io din fællesmængde med filer og mapper mellem Windows (A) og Linux (B).

1. Opret en gratis konto på filen.io med din e-mail. Du kan altid opgrader til en betalt version, hvis du får brug for mere end 10 GB plads.

2. Download filen.io programmet i både Windows (Download for Intel/AMD 64-bit) og Linux (Download for .deb 64-bit Intel/AMD).

3. I Windows skal du dobbeltklikke på installationsfilen i mappen Overførsler for at installere programmet.

4. I Linux skal du benytte programmet “Filer” til at navigere til mappen “Hentet” og dobbeltklikke på installationsfilen og så sker resten af installationen i “App Center”. “App Center” vil dog gøre kraftigt opmærksom på at programmet kommer udefra,  da det er downloadet fra filen.io, og ikke indefra i “App Center” samling af programmer.

5. Åben og log ind i filen.io programmet med din konto i både Windows og Linux.

6. Opret mappen “Share” eller noget lignende i både Windows (med “Stifinder”) og Linux (med “Filer”).

7. Højreklik på området under “Cloud Drive” i filen.io programmet og opret mappen “Laptop” med “New Directory”.

8. Klik på synkroniserings ikonet (en cirkel af to pile) i venstre side.

9. Klik på plusset ved “Syncs” for at oprette en synkroniseringsopgave.

10. Navngiv synkroniseringsopgaven, fx “WindowsLinux”, og tilføj mappen i din cloud hos filen.io (fx “Laptop”) og på din harddisk (fx “Share” i enten Windows eller Linux). Fællesmængden mellem Windows og Linux bliver i så fald “Share” i Windows <=> “Laptop” i filen.io <=> “Share” i Linux.

11. Klik på “Create” for at oprette synkroniseringsopgaven.

12. Klik på “Settings” (for den aktuelle synkroniseringsopgave).

13. Slå “Pause” (“Pause the sync”) fra.

14. Rul evt. lidt ned og klik på “Force sync”.

15. Klik på tandhjulet nederst til venstre ved profilikonet.

16. Slå “Minimize to tray” og “Start minimized” til. Det betyder at filen.io programmet efter opstart vil være at finde som ikon nederst til højre i Windows og øverst til højre i Linux.

Opgave 18: Manuel installation af et program i et terminal vindue

Dette er lidt nørdet, men rart at kende til. Du får fx brug for at kunne dette, hvis du vil tilknytte din Ubuntu til en Ubuntu Pro konto i næste opgave.

I et terminal vindue får du adgang til  din Ubuntu maskinrum udenom den grafiske brugerflade. Det var det jeg tidligere omtalte som “en kommandolinje med en blikkende cursor”. Som eksempel har jeg valgt en installation af Tor Browser.

1. Åben “Terminal” fra “Vis programmer”.

2. Dette er “Terminal”.

3. Tegnet $ betyder at du har rettigheder som desktop bruger.

4. Skriv følgende kommando og tryk Enter: sudo -s

5. Indtast din root / administrator adgangskode og tryk Enter.

6. Tegnet # betyder at du nu har ophøjet dig til root / administrator rettigheder og fx kan installere et program.

7. Kopier følgende kommando, klik på “Terminal” vinduet, indsæt kommandoen med Ctrl Shift V og tryk Enter: apt install -y tor torbrowser-launcher

8. Tor Browser er nu installeret manuelt.

9. Indtast kommandoen exit og tryk Enter to gange i træk for at lukke “Terminal”. Det først exit er fra root / administrator til desktop bruger og det andet exit er for at forlade “Terminal”.

Opgave 19: Tilmeld din Ubuntu til din Ubuntu Pro konto

For private er det gratis at oprette en Ubuntu Pro konto og løbende modtage flere sikkerhedsopdateringer. En Ubuntu Pro konto – og dens token – kan bruges til 5 Ubuntu installationer.

1. Åben ubuntu.com/pro > “Get Ubuntu Pro now” > “Myself” > “Register” > “I don’t have an Ubuntu One account”

2. Vælg og indtast “E-mail”, “Full name”, “Username”, “Choose password”, og “Re-type password”.

3. Sæt flueben ved “I have read and accept the Ubuntu One terms of service, data privacy policy and Canonical’s SSO privacy notice”.

4. Klik på “Create account”.

5. Du får nu oplyst en token og en kommando som du skal bruge til at benytte denne token i “Terminal” i Ubuntu.

6. Kopier kommando inklusiv den efterfølgende token.

7. Åben “Terminal”.

8. Indsæt kommandoen med Ctrl Shift V og tryk “Enter”.

9. Indtast din root / administrator adgangskode og tryk “Enter”.

10. Din Ubuntu er nu tilknyttet din Ubuntu Pro konto og vil løbende modtage flere sikkerhedsopdateringer.

Opgave 20: Windows og Linux på computerens harddisk

Dette er Windows (NTFS) og Linux (EXT4) som deler harddisken set fra Windows:

Dette er Windows (NTFS) og Linux (EXT4) som deler harddisken set fra Linux:

NTFS er det filsystem som Windows bruger og EXT4 er det filsystem som Linux bruger. Begge er med dual boot ikke krypteret. Dog er det en trøst at Windows ikke er i stand til at læse EXT4, mens Linux godt kan læse NTFS. Windows kan med andre ord ikke snage i Linux.

Når du er godt oppe og kører med Linux og har fået overført dine filer m.m. til Linux, så kan du lave en backup af dine filer med mere og installere Ubuntu på hele din harddisk med fuld disk kryptering med din USB nøgle. Til denne installation kan du benytte sektionen “Opstart af din computer fra USB nøglen” og “Installation af Ubuntu” i guiden “Guide fra Windows til Ubuntu“.

Kig evt. “Tjekliste for backup før du skifter fra Windows til Linux”-delen af min “Guide til folk der ønsker at skifte fra Windows til Linux” igennem for om du har fået taget backup af alt du behøver.